Om femme food

Vi er to søstre, som har startet Femme Food. Bloggen skal være med til at inspirere til nemme og lækre opskrifter og tager udgangspunkt i mælkefri, glutenfri og/eller hvidt, raffineret sukkerfri madlavning.

Femme Food-søstrene

Idéen til Femme Food opstod i forlængelse af Annikas mælkeallergi. Annika fik i 2010 konstateret mælkeallergi og måtte derfor omlægge sin kost og trist vinke farvel til den velkendte mad, som ofte bestod af mælk, ost og yoghurt, samt diverse færdigvarer med mælkepulver. Pludselig skulle der tænkes i helt nye baner. Winnie husker tydeligt, hvordan Annika slæbte ”mærkelige” ting med hjem fra helsen. Vi griner tit af de første gluten- og mælkefrie hirseboller Annika fremstillede. De mindede mest af alt, om de mejsekugler man hænger ud til fuglene om vinteren. Winnie var ikke just begejstret, så noget måtte gøres. Winnie har altid været vild med at bage. Vi boede på daværende tidspunkt sammen. Så Winnie gik i sving med de ”mystiske” ingredienser og pludselig gik der lidt sport i det. Der blev eksperimenteret vildt i det lille køkken, og koden blev efterhånden knækket. Der begyndte at vise sig gode resultater, så selv når vi inviterede gæster på besøg, blev de gluten- og mælkefrie boller spist først, mens de traditionelle boller lå tilbage i brødkurven. Vi opbyggede efterhånden en god opskriftsamling. En forårsdag sad vi hjemme hos vores bror. Han havde længe syntes, at vi skulle starte en blog og samle alle opskrifterne. Denne aften i godt selskab tog vi springet, og allerede samme aften brainstormede vi om bloggens navn. Navnene blev slynget frem som Helse Else, Food Zoo, Food Flex… men valget endte på Femme Food. Femme Food postede sit første blogindlæg d. 16. april 2013, og siden da har opskriftsamlingen vokset sig større! Der er sket meget siden vi startede. Der er kommet meget mere fokus på området. Det er en fornøjelse at se supermarkedernes hyldemetre bugne med gluten- og mælkefrie produkter. Gennem bloggen har vi mødt seje bloggere, passionerede landmænd og en masse skønne og dygtige mennesker i fødevare- og mediebranchen. Dog
vigtigst af alt, har bloggen givet os anledning til at møde en masse fantastiske læsere, som giver os feedback og endnu mere blod på tanden til at udvikle flere opskrifter.

Lidt om søstrene bag:

Annika studerer til dagligt en kandidat i molekylær ernæring og fødevareteknologi på Aarhus Universitet. Annika har forsket i vegetabilske olier, deres kemiske struktur og dannelsen af sundhedsskadelige forbindelser ved opvarming. Resultaterne er beskrevet i artiklen Et ton pommes frites giver ny viden.

Winnie er udlært fagfotograf med speciale i mad, mode og livsstil. Hun arbejder til dagligt som fotograf i sin egen virksomhed Winnie Methmann. Winnie varetager fotografopgaver for store som små virksomheder i ind- og udland. Derudover arbejder hun som foodstylist og opskriftudvikler.

Al henvendelse af fotografisk karakter skal rettes til Winnie på wm@winniemethmann.com.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at kontakte os på hello@femmefood.com.

God læselyst! :-)

comments powered by Disqus